|
|
|
DJ Krush: Zen
som en motherfucker
Den japanske dj er Roskilde-aktuel. GAFFA.dk har mødt ham
på festivalen.
Af Keith Lohse
Billede: Casper Helmer
DJ Krush er, sådan cirka, verdens mest kendte ukendte
japanske turntablist, den snart 43-årige japaner har i de
seneste ti år henrykket og forbløffet en bred
vifte af musikelskere - fra hiphoppere, drum&bass'ere over
techno-freaks til folk som bassisten og superproduceren Bill Laswell.
Krush har fornyet, forlænget og forhøjet rammerne
for hvad "elektronisk" musik er - og kan være. Da den
vævre japanske elektro-arkitekt ikke selv kan ret meget mere
end tre ord på engelsk, havde han til lejligheden indkaldt
sin ven og kollega, Blue Foundations Tatsuki Oshima, så denne
kunne optræde som tolk under aftenens interview, i Sony
Musics lune skur, i Roskildes medieby.
Allerførst et stort tillykke med din seneste udgivelse Jaku
- som jo blandt andet har medvirken af rapperne Aesop Rock og Mr. Lif.
Hvordan lykkes et dig egentlig at matche din musik med deres tekster,
når du ikke forstår hvad de rapper om?
- Det er ligesom en flod. Deres tekster, min musik - jeg flyder fra
én vinkel, de fra deres, og ét eller andet sted
flyder vi bare sammen og bliver én. Jeg laver beats og
sender beatsene til dem hvorefter de lægger deres tekster
på, fordi ... musik er universal. Hvis den fungerer.
Brudstykkerne, eller de enkelte elementer har vi sendt frem og tilbage,
og så sat det sammen i studiet, som man nu gør.
Hvad med SELV at rappe lidt på dine plader?
- Hahahaha ... jeg er forfærdelig - både til at
rappe og synge, men faktisk gjorde jeg det engang, i mit
første band, Krush Possé, vi spillede i clubs og
på gaden - hvor vi nu kunne. Jeg prøvede, jeg
prøvede virkelig, men jeg var bare forfærdelig.
Så på en måde kan man måske
sige at din frygtelige sangteknik gjorde dig til den stjerne du er idag
- fordi den tvang dig til at skifte
"instrument"?
- Det er en meget præcis analyse, jeg ville i hvert fald nok
ikke have siddet hér, hvis jeg var fortsat som rapper.
Hvad slags musik hører du selv, når du lytter til
musik hjemme?
- Hahaha ... ingen, overhovedet. Jeg har to døtre,
forstår du. Den ene lytter hele tiden til trance, og den
mindste hører uafladeligt - igen og igen og igen - diverse
soundtracks fra diverse animé og mangafilm, og det er mere
end nok for mig. Puha.
Din musik føles sært "naturlig", nærmest
organisk, selvom den jo ER fuldstændig teknologisk funderet
og by-agtig. Hvordan lykkes det trick for dig?
- Jeg bruger AL den nyeste teknologi, og hvis den ikke allerede er
opfundet, så forrsøger jeg mig selv frem, jeg
elsker maskiner. Men jeg putter altid så meget af mig selv
ind i musikken, som jeg overhovedet kan. Min musik er mig, og jeg er
min musik, og det er nok dér de organiske vibrationer
opstår. Fordi jeg er et menneske.
Japan - og Asien i det hele taget - har altid virket mystisk og
dragende på vesterlændinge, jeres kulturelle
eksport er stor, med alt - lige fra digtning, kampsport, filosofi - til
biler, HiFi og computer-dimser. Din musik emmer efter min mening af
samme mystik, den har denne hersens Blade Runner-feeling.
Såeh, hvad ER Japan? Hvor får I det fra? Hvad
handler I om?
- Livet i Japan er stresset, tempoet er meget opskruet og mange
mennesker lever på den yderste kant af deres
formåen, det er en ufattelig daglig stress. Japanerne har
uden videre overtaget moderne dyder som arbejdsomhed, produktivitet,
effektivitet, de er deres egn evogtere, fanget i ønsket om
at yde det ypperste, uanset prisen - åndssvagt nok. Men
samtidig med den opskruede hastighed, neonlysene, bilerne og
højhusene, kan du også altid mærke
fortiden. Shintoismen, feudale dyder, haiku, vi er sælsomt
sat sammen på dén led - men jeg
forsøger at få den samme dualisme med i min musik
når jeg komponerer; fortid/nutid, ekstrem fart/afslappet
langsommelighed, støj/ro - og så videre. Men Japan
står ved en skillelinie, der er sorte huller som kan ende med
at opsluge landet - kulturelt - fordi vi ikke ved hvad vej vi skal
gå længere. Vi får flere og flere helt
unge mennesker som ALDRIG forlader deres hjem, de lader
skægget vokse, spiser, sover, lever hjemme, i en enorm
isolation - deres eneste kontakt til verden udenfor, er fjernsynet og
internettet, den hér verden interesserer dem bare
ikke længere.
Hvad vil du selv kalde din musik, egentlig? Den ER jo lidt
svær at genre-definere?
- To ord: DJ Krush!
Vil du sige, at samarbejdet med pladeselskabet Mo Wax har haft
afgørende betydning for din karrieres forløb?
- Ubetinget, trenden i musikken dengang, gik mest i retning af
acid-jazz, men James Lavelle stillede mig ved vores første
møde et genialt simpelt spørgsmål,
nemlig; hvorfor kan du ikke lave hip hop - bare uden mc's, uden sang,
og vi var øjeblikkelig på
bølgelængde, fra
første sekund. Men jo, den betydning har været
fantastisk og altafgørende for mig.
Er du ikke - med dine snart 43 år - snart for gammel til den
musik du laver? Og til at toure som du gør?
- Hahahahaha ... jo! Uden tvivl, og jeg hader at turnere af
én eneste grund: maden. Jeg har spist SÅ meget
frygtelig mad rundt omkring
i verden, nogle gange gør det mig ret skeptisk ved hele
dette musikerliv, tanken om hvad jeg udsætter min stakkels
mave og krop for. Men jeg bliver nu ved alligeve.
Sidste spørgsmål, hr. Krush: Er der noget
håb for verden, for menneskeheden, tror du?
- Kig på dig selv, ind i dig selv, for alle bør
stille sig selv det spørgsmål, mærke
efter fra tid til anden. Men svaret er: hvis du rummer håbet,
muligheden, så ER der også håb for den
verden du er i.
|